Virksomheden CaslonSoft A/S i Århus, som udvikler workflow software til bl.a. den grafiske branche, har netop fået tilført kr. 7,4 mill. Pengene skal anvendes til fortsat produktudvikling og til international vækst.
Allerede sidste år fik CaslonSoft med produktet "CaslonFlow" den internationale blåstempling med Seybolds "Hot Pick". Anerkendelsen blev givet i San Francisco i forbindelse med afholdelsen af Seybold Seminars, den førende internationale messe indenfor den grafiske branche.
CaslonFlow produktet skaber grundlaget for et automatisk workflow i grafisk produktion. Programmet anvendes i høj grad i forbindelse med brugen af PDF-filer, som har vundet stor udbredelse i industrien. CaslonFlow sørger for, at de digitale filer sendes fra det ene hot-folder baserede program til det næste, så bearbejdningen af filerne sker helt automatisk.
"Vi lancerede CaslonFlow 2.0 allerede sidste år. Vores ambition har hele tiden været at sælge vores produkt globalt og kapitaltilførslen gør det lettere for os at nå vores mål: Fortsat at udvikle og forbedre vores produkt og gennemføre en international ekspansion" siger adm direktør i Caslon IT, Jakob Ilkjær og fortsætter. "Samtidig er vi også lidt stolte over, at det har været muligt at skaffe venturekapital på et tidspunkt hvor investorer er meget forsigtige".
Ny adm. direktør i CaslonSoft A/S bliver Peter Friis, der tidligere har fungeret som markedschef i Caslon IT med ansvaret for salget af CaslonFlow produkter.