Det står ganske vidst "beta" under logoet i Googles Gmail, men indtil videre har "postkassen" været stort set velfungerende. Men i december kom der flere indikationer på, at mail-tjenesten stadig er under udarbejdelse.
På Googles debatsider begyndte flere undrende brugere at fortælle, at deres beskeder forsvandt fra indbakken. Flere og flere kom til, og Google har nu reageret på kritikken. Ifølge firmaet er der tale om et isoleret tilfælde, der kun har påvirket 60 brugere. Enkelte brugere har fået genskabt de seneste mails, mens de ældste beskeder stadig savnes.
Hvis du føler dig utryg ved at bruge Gmail, kan du bruge tjenestens mulighed for POP-download og på den måde lave backup, så du har dine beskeder i for eksempel Outlook, Eudora eller Thunderbird.