Markedsføringen af det kommende Windows 7 får nye dimensioner. En version af styresystemet, som er tilpasset netbooks, skal sælges via subsidieringsaftaler med teleselskaberne, oplyser Microsoft.
Tanken er, at netbooks med indbygget 3G-modem og Windows 7 skal sættes til salg ved siden af mobiltelefoner og andre subsidierede bærbare, som teleselskaberne håber at hente abonnementes-kroner ud af.
Den nye strategi kom frem på konferencen Growth and Innovation Day i Bruxelles, oplyser ZDNet.
Microsoft er allerede i forhandlinger med teleselskaber, fortalte Neil Holloway, der er selskabets vicepræsident for forretningsstraegier.
"Microsoft samarbejder med teleselskaber som en selvstændig salgskanal. Den måde, som Carphone Warehouse (britisk mobilfirma, red) bundler mobiler, pc'er og laptops på, er fænomenal. Vi vil forsøge at gøre noget lignende og lave tilbud, der inkluderer Windows 7 og Windows Live," lød det fra vicepræsidenten.
Microsoft-boss Steve Ballmer sagde for nylig, at Windows 7 Starter Edition, der er tiltænkt netbooks, vil blive prissat på niveau med det nuværende Windows XP, som mange af dagens netbooks leveres med.