TDC Tele Danmark har indgået en aftale med Cisco Systems om levering af teknologier og netværksprodukter til en udvidelse af de kommunikationstjenester, som TDC tilbyder sine erhvervskunder i ind- og udland.
Ifølge kontrakten med Cisco vil TDC Tele Danmark med underafdelinger og datterselskaber få adgang til et ubegrænset antal og udsnit af Cisco-teknologier. Mere konkret vil TDC dog som leverandør af telekommunikation i høj grad fokusere på at udvide sin kapacitet inden for IP- baserede tjenester i kernenetværk, faste eller fjernopkoblinger foruden bredbåndstjenester og telefoni- over-IP (Voice-over-IP), der kan skabe grundlaget for vækst inden for tjenester til erhvervskunder.