For tre år siden behandlede verdens 27 millioner servere hos virksomheder omkring 9,5 zettabyte data om året. Det fremgår af rapporten "How Much Information?: 2010 Report on Enterprise Server Information," der blev frigivet af forskere på San Diego Supercomputer Center i sidste måned, skriver Computerworld.com.
Det er svært at forholde sig til dette tal. Men forskerne har beregnet, at det svarer til en stak bøger der strækker sig fra Jorden til Neptun og tilbage igen, 20 gange.
Frem til 2024 vil datamængden som verdens servere skal behandle være vokset til det, der svarer til en stak bøger der rækker hele vejen til stjernen Alpha Centauri, som ligger 4,37 lysår fra os, lyder prognosen.
Faktisk anslår forskerne at det reelle tal kan være meget større, for det er svært at opgøre antallet af servere. Microsoft, Google og andre af de store datacenter-ejere bygger deres egne servere, som dermed ikke er med i server-leverandørernes salgstal.
En af rapportens medforfattere sammenligner serverne med den del af et isbjerg, der er skjult under vandet ”som kører den verden som vi ser”.
”De fleste af disse informationer er meget flygtige. De bliver skabt, brugt og smidt væk på få sekunder uden nogen sinde at blive set af en person,” siger professor Roger Bohn i en pressemeddelelse.
Det vurderer at den gennemsnitlige ansatte behandler 3 TB data om året eller 12 GB om dagen. For den gennemsnitlige virksomhed bliver datamængden anslået til 63,4 terabyte om året.
Forskerne gætter på at Google er den virksomhed i verden, der har flest servere. Det menes at tallet ligger på mere end en million, men Google vil ikke afsløre det reelle tal. Microsoft har mellem en halv million og 750.000 servere, mener forskerne.
Ifølge rapporten bliver datamængden fordoblet med to års mellemrum, mens servernes ydelse per dollar bliver fordoblet hvert 1,5 år. Så resultatet skulle være, at databehandlingen bliver billigere.
Det globale serversalg har ligget stabilt på 50-55 mia. dollar i de fem år frem til 2008, men den solgte serverydelse er steget fem til otte gange i samme periode.
Rapporten vurderer også at 65 pct. af verdens information behandles på ”entry-level” servere der koster mindre end 25.000 dollar, mens 5 pct. behandles på de helt dyre ”high-end” servere til en halv million dollar eller mere.
En anden amerikansk forsker har forsøgt at måle, hvor meget information der er i verden.