Tidligere fodboldspiller Preben Elkjær og tidligere direktør i it-virksomheden BlueCom Thomas Olsen er blevet direktører i den nye salgsvirksomhed 2Partner. Firmaet overtager fra 1. december en del af salgsaktiviteterne fra teleselskabet Tele2. 2Partner skal sælge teleløsninger til større danske virksomheder.
»Vores koncept er ganske enkelt: Vi vil tilbyde danske virksomheder de rigtige teleløsninger til den bedste pris, og det er vores mål at tredoble antallet af ansatte inden for det første år,« siger direktør Preben Elkjær.
Firmaet har allerede nu ansat syv salgsmedarbejdere. Preben Elkjær regner med at komme op omkring 20 ansatte i løbet af et år.
Elkjær og Olsen mødte hinanden i 2002 som klubejere i fodboldklubben B93. Kontakten til Tele2 opstod i B93, hvor de to lavede forskellige arrangementer for teleselskaber. Preben Elkjær og Thomas Olsen solgte deres andele i klubben i sommer.
»Da slog det os, teleområdet med masser af energi og nye produkter er virkelig spændende. Og så vidste vi også, at vi havde en god kontakt til Tele2,« siger Preben Elkjær til Børsen.
Hos Tele2 forventer salgsdirektør Michael Buchholz, at 2Partner i løbet af det første år sælger for et to-cifret millionbeløb.
Hverken Preben Elkjær eller Thomas Olsen vil oplyse, hvor meget de har investeret i selskabet, men Thomas Olsen regner med, at investeringen er tjent hjem i løbet af et år.
Tele2 har i forvejen outsourcet mange arbejdsopgaver, heriblandt kundeservice, kantinedrift og økonomi.