Da Teleselskabet Telia i januar købte det danske firma YesIHotspot, fulgte der 180 danske hotspots med i købet. Telia åbner nu for de 180 trådløse netforbindelser rundt om i Danmark.
»Siden opkøbet af YesIHotspot har vi arbejdet hårdt på at udbygge infrastrukturen, hvilket altså nu har resulteret i, at vores hotspot-løsning HomeRun er klar til danskerne. Og det passer fint med, at det jo netop er om sommeren, at vi har mest brug for at være mobile både privat og på arbejdet,« siger Peter Bredgaard, der er direktør for forretningsudvikling hos Telia.
Caféer, restauranter, kiosker, hoteller og lufthavne bliver nogle af de steder, hvor man kan på nettet via et Telia-hotspot. Adgang kan købes via skrabekort, onlinebetaling og sms.
60 minutters adgang koster 50 kroner, 20 minutter koster 20 kroner, og produktet kan bruges af alle - også selv om de ikke er Telia-kunder.
TeliaSonera har i alt 1100 hotspots i Norden.