I det sidste år er der sket en markant vækst i udbredelsen af bredbånd i alle EU-medlemslande. Det viser nye tal fra EU's statistiske kontor Eurostat. I 2006 var det 30 procent af husholdningerne i hele EU, der havde bredbånd. Nu er tallet steget til 40 pct. Holland ligger i spidsen med 74 pct., fulgt af Danmark med 70 pct. og Sverige med 67 pct.
Når det gælder den samlede andel af husholdninger med internet-adgang - bredbånd såvel som dial-up - ser tallene lidt anderledes ud. Her er gennemsnittet for hele EU steget fra 49 til 54 pct. i det sidste år. Men i Danmark er tallet overraskende faldet fra 79 pct. i 2006 til 78 pct. i 2007. Det er dog stadig nok til at placere Danmark på en tredjeplads blandt EU-landene.
Blandt de adspurgte fortæller en fjerdedel af de chatter på nettet, mens 15 pct. bruger ip-telefoni og 10 pct. har deres egen hjemmeside. Danmark ligger over gennemsnittet i alle kategorier - blandt danskerne er det 33 pct. der chatter online, 25 pct. bruger ip-telefoni og 18 pct. har en hjemmeside.
Lidt over halvdelen af de adspurgte EU-borgere fortæller, at de har brugt en internet-søgemaskine, mens lidt færre har prøvet at sende en e-mail med en vedhæftet fil.