Ifølge den britiske nyhedstjeneste vnunet er der fri adgang til tusindvis af internetopkoblede overvågningskameraer gennem søgemaskinen Google. Ved at indtaste en simpel søgestreng i søgemaskinen kan man finde mere end 2.000 kameraer i forretninger, restauranter, børnehaver og private hjem.
Søgemaskine-eksperten Duncan Parry fra firmaet Position Driver siger til vnunet, at fejlen ikke ligger hos Google, men hos kamera-ejerne, som har sløset med sikkerheden.
»Det er ikke Googles fejl. Men webmasterne som er ansvarlige for disse sider burde have placeret dem i en kodeords-beskyttet mappe og tilkendegivet overfor Google og andre søgetjenester, at mappen ikke skal gennemsøges, ved at bruge en robots.txt fil på serveren,« siger Duncan Parry.
Han understreger at alt som offentliggøres på en almindelige webside før eller senere vil dukke op i en søgemaskine. Derfor er det ikke tilstrækkeligt at websiden, hvor ejeren kan se billeder fra sit overvågningskamera, ligger på en »hemmelig« webadresse.
»Google, Yahoo og Microsoft konkurrerer trods alt om at finde nyt indhold for at kunne levere den bedste service overfor brugerne,« siger Parry.