Ifølge en ny undersøgelse fra analysefirmaet Wilke er der store huller i datasikkerheden hos danske virksomheder. Stort set alle sørger for at foretage backup af deres data, men 41 pct. kontrollerer aldrig, om deres backupsystem indeholder virksomhedens opdaterede data. Hele 64 pct. anvender ikke kryptering til at beskytte data, og 17 pct. ved ikke, om det er muligt for uvedkommende at få adgang til de kritiske data.
Ni ud af ti virksomheder svarer, at de ikke kan fungere uden deres data og næsten halvdelen af virksomhederne kan ikke fungere uden data i mere end fire timer.
»Når stort set alle de adspurgte virksomheder betragter deres data som én af virksomhedens vigtigste aktiver, kan det undre, at mere end halvdelen af virksomhederne har valgt udelukkende, at opbevare deres data internt. Og hos langt den overvejende del af de virksomheder, som opbevarer sine data eksternt, placeres de i en medarbejders bolig eller på en ubeset lokation hos en ekstern leverandør,« siger Jesper Dyhr, adm. direktør hos Netgroup, der har bestilt undersøgelsen.
Selv hos de virksomheder, der bruger kryptering til at beskytte deres data, er der ofte en bagdør i systemet, som kan svække sikkerheden.
»Virksomheder udsætter sig selv for unødige risici, når de tillader transport og opbevaring af virksomhedens vigtigste data uden kryptering. Men det er også dybt bekymrende, at langt mere end 60 pct. af de virksomheder, som krypterer deres data under transport samtidig siger, at deres leverandør alligevel har mulighed for at genskabe data uden brug af krypteringsnøglen? Det betyder med andre ord, at der er en "bagdør" i forbindelse med adgang til virksomhedens data og dermed mister krypteringen hele sit egentlige formål; nemlig at forhindre at andre end betroede personer kan skaffe sig adgang til virksomhedens kritiske data,« siger Jesper Dyhr.
Undersøgelsen bygger på data fra 100 danske virksomheder, hvoraf halvdelen har en omsætning på mere end 50 millioner kroner.