Til oktober bliver København endnu en gang værtsby for en stor og international it-konference i 2007. Mere end 3000 beslutningstagere, it-chefer og journalister fra hele Europa, Mellemøsten og Afrika ventes at tage turen til København.
Det er Microsoft, som afholder konferencen, der handler om produkter fra Microsoft Dynamics til erhvervslivet og det offentlige. Det er ikke første gang, at København er vært for Microsoft-konferencer. Tidligere har software-giganten holdt store konferencer i 2002 og 2004.
Konferencen varer i tre dage, og når Microsoft lægger endnu en stor brugerkonference i København, skyldes det ikke kun byens meritter som messeby, men især, at Microsoft har placeret sit største udviklingscenter i Europa i Vedbæk nord for København. Her arbejder over 900 it-udviklere med forretningssystemer under viften Microsoft Dynamics.