Da musikken blev cool - historien om MP3

Læs første del om Susanne Vega på en diner i New York, algoritmen der fjerner uhørlig lyd og pladeselskabsbosser der går i panik

Steve Jobs havde et problem. Musikken i iTunes kunne kun afspilles over Macintosh'ens små højttalere. Derfor satte han efter råd fra en betroet medarbejder udviklingen af en MP3 afspiller i gang. Et lille tomandshold, der bestod af vicepræsidenten i Apple hardware, Jon Rubinstein, og en ung protege, Tony Fadell, der blev kontraktansat skulle arbejde hurtigt.

I løbet af otte uger havde de regnet det hele ud. Ved præsentationen for Steve Jobs på fjerde sal i Apple hovedkvarteret fremviste de noget der lignede en iPod og som Fadell havde givet den rette tyngde med blylodder. Jobs var tilfreds. Men under mødet hev Apples vicepræsident Phil Schiller en kanin op af hatten. Sammen med Jobs havde han udtænkt en måde, der var mere praktisk til at bladre i 1000 sange end plus og minus knapper. Et hjul. Steve Jobs ville have adgang til en hvilken som helst sang i løbet af tre sekunder.

Steve Jobs sagde god for projektet, der havde en harddisk med plads til 1000 sange, kunne være i lommen, brugte FireWire til overførsel og havde et klikhjul som navigation. Afspilleren skulle være klar til julesalget.

"Jeg var bange for, at vi havde misset chancen, at det allerede var forsent," som Steve Jobs siger til forfatteren Steven Levy i bogen The Perfect Thing.


Altid on

Udviklerne fik seks måneder. De rejste verden rundt for at finde samarbejdspartnere og i Silicon Valley fandt de små nystratede virksomheder, typisk med tidligere Apple folk, der allerede havde løst mange af de udfordringer, som foreksempel batterilevetid og harddiskens robusthed, som Apple stod overfor.

Hver fredag skulle de aflevere alt, hvad de havde til Apple, og hver mandag kom der en sinkadus af rettelser tilbage. Dem der kendte Apple og Jobs var overbevidste om, at Steve Jobs havde prototyperne med hjemme i weekenden og ved mandagsmødet havde en storm af rettelser.

En af de mest provokerende beslutninger Jobs tog, var at der ikke skulle være en On/Off knap. I virkeligheden gav det mening. Teknologi har det bedre med at være tændt, end at blive tændt og slukket hele tiden, men det var stadig et paradigmeskift i forhold til al tidligere elektronik. En afspiller der ikke kunne slukkes.

Holdet der arbejde på iPod'en, som Steve Jobs i øvrigt en dag nonchelant havde sagt, at afspilleren skulle hedde, følte sig som en del af Apple historie. Alle ingeniørerne i Silicon Valley var vokset op med historier om det legendariske Macintosh hold, der havde skabt den revolutionerende computer i begyndelsen af 80'erne. Det her, arbejdet med iPod'en, var deres Macintosh.

En sen nat i august, kunne teknikerne se, at den var lige ved at være der. Ingen af dem kunne få sig selv til at gå hjem, så de arbejdede i gennem, og tidligt om morgenen, mens solen så småt var ved at stå op i Californien afspillede iPod'en sin første MP3 sang nogensinde.

Med tanke på, hvor intenst arbejdet var, og den bevidsthed alle på holdet havde, om at de var i gang med et drømmeprojekt, kunne man forestille sig, at de ville vælge en sang af monumental betydning. En Smells like teen spirit, en Let it Be, en Life on Mars eller Like a Rolling Stone. Men det var hverken Nirvana, Beatles, Bowie eller Dylan, der strømmede ud af de gamle Sony Walkman hovedtelefoner de havde tilsluttet den hvide maskine. I stedet var det sangen Groovejet(If this ain't love) som var en house sang af bandet Spiller med sangerinden Sophie-Ellis Bextor på vokal.


iPod revolutionen

Da tårnene i New York faldt havde præsentationsdatoen for den hvide afspiller været fastsat længe. Steve Jobs tøvede et øjeblik og overvejede at aflyse, men besluttede, at verden havde godt af glæde. Så lidt over en måned efter verden blev ændret, blev verden ændret en lille smule mere. I invitationsbrevet til pressen stod der "Hint: Its not a Mac".


I det første år efter præsentationen i Cupertino skete der ikke så meget. Macfolket var selfølgelig glade og anmeldelserne var positive. Men det var først senere, at de hvide hovedtelefoner blev et symbol for vores samtid.
Mens iPod'en hurtigt blev tilgængelig på PC'en, så forblev iTunes Mac only. Det skulle vise sig, at ændre musikindustrien.

I årevis havde visonære og rebelske drenge og unge mænd forsøgt at overbevise pladeselskaberne om at de konstante sagsanlæg var hovedrystende indskrænkede. Men uden held. Pladeselskaberne så kun slyngler og vedblev med at betragte download af deres sange som simpelt og almindeligt tyveri. Det var blot vanskeligt at overbevise ganske almindelige unge om. At downloade sangen betød jo ikke, at ejeren af sangen ikke længere havde den sang, han hele tiden havde haft. At sidestille det med almindeligt tyveri var måske nok en juridisk sandhed, men moralsk var det meget langt fra almindeligt tyveri.

Så pirateriet, som Lars Ulrich og resten af Metallicas korstog mod Napster for alvor gjorde mainstream fortsatte over hele verden. Alle der installerede Napster eller Kazaa fik samme oplevelse som pladeselskabsbosserne havde fået. Selv de mest obskure sange var tilgængelige.
Derfor var det en flok skræmte og paranoide bosser for verdens fem største pladeselskaber, som Steve Jobs skulle overbevise for at realisere drømmen om at sælge musik i iTunes.

Hvad ingen anden havde kunnet, kunne Steve Jobs. Ved møderne med bosserne for Universal, Warner, Sony, BMG og EMI havde Steve Jobs en trumf, der havde større indflydelse i musikindustrien end i nogen anden branche.

Han var en superstjerne. Selvom han var chef for noget så kedeligt som en computerfirma, så formåede han at trancendere til mainstreammedier, fordi han kunne noget ingen andre i industrien kunne. Nemlig fortælle hvorfor den teknologiske udvikling var så cool.

Samtalerne med pladeselskaberne var et taktisk triumtog, hvor han en efter en og i den rigtige rækkefælge overbevidste dem om, at de sagtens kunne lade ham sælge deres musik. iTunes duede kun på Mac og Mac udgjorde kun fem procent af markedet. Med andre ord var det en parentes. Hvis det gik galt, så var det begrænset til den lidt forcerede Applesmarte gruppe, der sværgede til det isolerede computersystem.

Så i sidste ende sagde pladeselskaberne ja. Ikke et betingelsesløst ja. Apple skulle kopibeskytte sangene. Men et ja. Herefter lancerede Apple iTunes til Windows.

I et interview i Newsweek i forbindelse med iPod'ens fem års fødselsdag i 2006 sammenfattede Steve Jobs historien om de beregninger som Karlheinz Brandenburg brugte 80'erne på.

"Jeg var heldig, at vokse op i periode, hvor musik virkelig betød noget. Det var ikke bare lyd i baggrund. Musikken betød noget for en generation af unge og det ændrede faktisk verden. Jeg synes musikken mistede sin betydning i en lang periode, og at iPod'en har hjulpet musikken til at blive en betydningsfuld del af menneskers liv igen."

Karlheinz Brandenburg blev ikke rig på det årti fra slutningen af 70'erne til slutningen af 80'erne, han brugte på at fjerne unødvendig lyd. Men han er tilfreds. Ind i mellem søger han på nettet fra sine forskellige professorater og ser hvilke sange der nu er blevet tilgængelige for alle.

Der er solgt 180 millioner iPods, 20 millioner iPhones og seks milliarder sange. Der er downloadet et afsindigt antal Mp3filer over hele verden.

kilder: The Perfect thing af Steven Levy, Fire in the Valley af Paul Freiberger & Michael Swaine, Frauenhofer Institue, New York Times, Newsweek, Forbes