(Opdateret) Det lille telefonselskab Onfone, der både sælger IP-telefoni og mobiltelefoni som virtuel operatør, har skiftet netværk. I stedet for at leje sig ind hos TDC er Onfone nu blevet kunde hos Telenor, hvis 3G-netværk Onfones kunder skal benytte fremover.
Skiftet forklares med, at Telenor snart vil have et bedre dækkende 3G net og kan tilbyde større fleksibilitet end tilfældet var med TDC.
”Telenor er i gang med at opgradere hele nettet og vil i løbet af sommeren få fuld dækning over hele landet. Desuden spiller det ind, at vi hos dem kan lave flere forskellige tilbud og får større fleksibilitet,” siger Onfones direktør Morten Strunge.
Udover et nyt net har selskabet også investeret i ny software. Selskabet er blevet kunde hos MVNO A/S, der er teleiværksætteren Frank Rasmussens nye barn efter Bibob.
Netop Bibob er tilsyneladende en stor inspirationskilde for Onfone, der ifølge direktøren satser på at blive det nye lavpris-alternativ på markedet. Sidste års opkøb har nemlig skabt nye muligheder:
"TDC og Telenor har haft den store kuglepen fremme flere gange i 2009, og har købt diverse mindre teleselskaber - Bibob, M1, Unotel, Fullrate, A+ Telecom m.fl.. Denne konsolidering har efterladt en masse huller i markedet, som vi har tænkt os at udnytte til fulde. Vi trækker derfor i arbejdstøjet, og gør os klar til vækst," siger Morten Strunge.
Onfone har eksisteret siden 2006, og startede ud med kun at sælge IP?telefoni. Selskabet købte i foråret 2009 IP?selskabet Telefin. Onfone lancerede derudover mobiltelefoni i sommeren i 2009. Der er gået så godt, at Onfone har cirka 10.000 mobilkunder i dag.