Fredag kunne IBM fortælle at selskabet vil investere 100 millioner dollar eller mere end en halv milliard kroner i ny teknologi til dataanalyse. IBM har samtidig lanceret en række software- og serviceprodukter der skal hjælpe kunderne med at kæmpe sig gennem enorme datamængder. Det fremgår af en pressemeddelelse.
De nye værktøjer skulle være i stand til at tygge sig gennem petabyte af data og levere resultater på rekordtid. Det skriver Computerworld.com.
Selvom der er mange business intelligence værktøjer og andre analyseprogrammer, så mangler der stadig teknologier til at håndtere store mængder af ustrukturerede data, ifølge IBM.
Det vurderes at 80 procent af alle data i virksomheder er ustrukturede. Samtidig forventes mængden af data i virksomhederne at vokse med mere end 650 procent i de kommende fem år.
Mange af IBM's kunder samler data gennem forskellige sensorer, enten hardware- eller softwarebaserede, men de mangler muligheder for at analysere resultaterne.
Et af de nye værktøjer, kaldet Cloud Workload Analysis, skal hjælpe virksomheder med at få et overblik over deres it-opgaver og finde frem til, hvilke opgaver der kan flyttes ud i skyen.
Et andet værktøj gør det muligt for de enkelte brugere at styre deres lagerplads selv i stedet for at skulle henvende sig til en administrator.
IBM har også annonceret en Hadoop-baseret softwarepakke som skal hjælpe med at analyse streaming-data i petabyte-klassen og levere resultater på mindre end et millisekund.
Ifølge IBM kan softwaren analysere tekst, billeddata, lyd og andre former for data 350 pct. hurtigere end andre produkter på markedet.
IBM har samtidig valgt det open source-baserede Hadoop som fundament for sin ”Big Data” strategi.
I de sidste fem år har IBM opkøbt 24 selskaber med ekspertise inden for dataanalyse til en værdi af næsten 100 mia. kr.