Microsoft agter ikke at lægge flere penge på bordet for at overtage Yahoo.
Således har Microsofts CEO Steve Ballmer indikeret over for Yahoo, at det 44 milliarder dollars store bud afspejler Yahoos værdi - og man har ikke tænkt sig at hæve det.
»Vi ved, hvad Yahoo er værd. 44 milliarder dollars er mange penge,« sagde Ballmer ifølge The Sydney Morning Herald på en konference i Milano.
Yahoos CEO Jerry Yang og bestyrelsesformand Roy Bostock har tidligere givet udtryk for, at Microsofts bud er for lavt. I et åbent brev fra den 7. april skrev Yahoo-topfolkene, at man er villig til at indgå en handel med Microsoft, såfremt et nyt bud vil »afspejle Yahoos fulde værdi«.