Produkterne er ikke særligt kendte i den brede offentlighed, men Microsofts servere og udviklingsværktøjer er de hurtigst voksende - og er nu for første gang også det største forretningsområde hos Microsoft Danmark. Server-divisionen står i dag for mere end en tredjedel af den samlede omsætning, og væksten i forretningsområdet har været 25 procent alene det seneste år.
Udviklingen kommer efter 10 års intensiv indsats i Microsoft Danmark, der har arbejdet på at forbedre sin position på enterprise-servere og udviklingsværktøjer. I dag omsætter serverne og udviklingsværktøjerne mere end de velkendte Windows-klienter og Microsoft Office.
»Vi har nået en strategisk milepæl nu. For fem år siden udgjorde omsætningen i vores division kun godt en femtedel af vores danske omsætning. Derfor er vi meget tilfredse med, at vi i dag står for en tredjedel af omsætningen. Microsofts øvrige forretningsområder er jo også vokset i perioden,« siger Claus Jul Christiansen, divisionschef for servergruppen.
I moderselskabet Microsoft Corporation udgjorde serversalget 2,91 milliarder dollars og 24,6 procent af omsætningen i det seneste offentliggjorte kvartalsresultat.
Der er fremgang over en bred kam i salget af Microsofts serverprodukter. En af de store vækstmotorer i Microsofts danske serverforretning er dog databasemarkedet, hvor databaseserveren Microsoft SQL Server har været lokomotiv for adgangen til store danske virksomheders datacentre. Danmark er et af de få lande i verden, hvor SQL Server sælger lige så godt som Windows-serverne. Endvidere har Microsofts udviklingsplatform Visual Studio 2005 fået solidt fodfæste blandt danske softwareudviklere.
Blandt de mellemstore virksomheder har vækstmotoren i salget været kombinationen af Microsoft-servere og ERP-systemer fra Microsoft Business Solutions, det tidligere Navision. Kombinationsproduktet Small Business Server er desuden blevet den foretrukne serverplatform hos de mindre danske virksomheder.