Overtagelsen af hollandske World Online gør den italienske Internetudbyder Tiscali til Europas næststørste udbyder – kun overgået af tyske T-Online, der ejes af Deutsche Telekom. Det skriver nyhedsbureauet Reuters ifølge IDG online.
Det er uvist hvad Tiscali har måttet betale for World Online, men det forventes at salget giver World Online omkring 5.6 milliarder euro, eller 42 milliarder kroner, i kassen. Det forventes, at Tiscali overtager samtlige aktier i World Online.
En person tæt på begivenhederne siger til Financial Times, at det forventes, at det nye selskab vil fungere under navnet Tescali, men at det bliver World Onlines bestyrelsesmedlem James Kinsella, der skal drive firmaet på dag-til-dag basis. Tiscali’s administrerende direktør, Renato Soru, vil blive formand for den nye bestyrelse.
Ifølge IDG er der opstået en del skepsis over salget. Eksperter mener ikke at Tiscali er den rigtige samarbejdspartner for World Online. I stedet burde den hollandske udbyder have lavet samarbejde med en stærk spiller fra telemarkedet.