Statsadvokaten for Texas, Greg Abbott, lægger sag an mod IP-telefonifirmaet Vonage. Anklagen lyder på bedragerisk markedsføring og går på, at Vonages kunder ikke kan ringe til den amerikanske alarmcentral uden at købe en ekstra service. Dette mener anklageren ikke, at Vonage gør tydeligt nok opmærksom på. Det skriver PC World.
Det kulminerede, da en kvinde i Houston forgæves forsøgte at ringe efter hjælp, da indbrudstyve brød ind i hendes hus og skød og sårede hendes forældre. For i stedet for at få alarmcentralen fik kvinden en automatisk stemme i røret, der fortalte hende, at hun ikke kunne ringe til alarmcentralen fra den pågældende telefon, og at hun i stedet skulle bruge en anden.
Det får nu Greg Abbott til at lægge sag an mod firmaet.
»Denne Houston-families kritiske øjeblik viser et pinende behov for klar kommunikation fra Vonage til dets IP-telefonikunder, at det muligvis ikke er muligt for dem at ringe til alarmcentralen. Dette er ikke blot omkring dårlig kundeservice, det er et spørgsmål om liv og død,« siger han.
Vonage siger, at man hilser en dialog med Abbott omkring forbedring af alarmcentralservicen velkommen.. Ifølge firmaet bliver kunderne flere gange, blandt andet to gange under oprettelsen, fortalt, at de bliver nødt til at tilmelde sig en ekstra service, hvis de vil foretage alarmopkald.
På Vonages hjemmeside skriver firmaet, at kunderne skal preaktivere alarmcentral-servicen, skønt firmaet også skriver »Vonage tilbyder alarmopkald til alle kunder« på hjemmesiden.
Alarmcentralproblematikken opstår, fordi VoIP-netværket bruger alarmopkald via IP-netværket i stedet for det traditionelle telefonnetværk. Derfor virker IP-alarmcentralservicen ikke på samme måde som ved almindelig telefoni.
Greg Abbott sagsøger Vonage for 20.000 dollars, svarende til cirka 113.000 kroner, per overtrædelse.