Phishing er ikke særlig godt
Det er noget snot
Så put Norton på din pc
Hvis du ikke vil havne på forsiden af EB
Det er ikke verdensklasserim, men mon ikke det kunne lyde lidt i den retning, hvis en dansk rapper skulle reklamere for antivirusprodukter?
Der er mange måder at gøre opmærksom på it-kriminalitet, og sikkerhedsfirmaet Norton har fundet en rapper, der kan sit kram. Firmaet har hyret den verdenskendte rapper Snoop Dogg.
Den rappende legende skal opmuntre Norton-kunder til at indspille rapnumre, som ophandler spam, phishing og andet digitalt utøj. Kampagnen og konkurrencen har fået navnet Hack is Wack – hvilket omskrevet til nudansk kunne hedde: ”Det er taber-agtigt at hacke netbanker”.
Norton håber at få en hob af amerikanske unge til at vende kasketten på skrå, smøre stemmebåndet og indspille en kort rap foran et videokamera. Præmien skulle være en bærbar computer og muligheden for at møde Snoop Doggy Dogg.
Her er et af de første indlæg:
Det er ikke første gang, at cybercrime og rap er blevet kædet sammen. Der blev også trukket en rappende talsmand op af hatten, da man ville dæmme op for piratkopiering af software i 90’erne med kampagnen: Don´t copy that floppy.