EU's it-kommissær Viviane Reding præsenterede i dag et konkret udspil til regulering, der skal sænke de såkaldte roamingpriser betragteligt. For danske mobilkunder betyder det, at det i fremtiden bliver billigere at ringe fra mobiltelefonen, mens man opholder sig i udlandet.
Kommissærens forslag indeholder fire punkter.
- Den nye EU-forordning bør under alle omstændigheder regulere de takster, som operatørerne opkræver af hinanden (engrospriserne). EU-lovgivningen skal sikre, at operatørerne ikke opkræver væsentlig mere af operatører fra andre lande end det, der skal til for at dække de faktiske omkostninger.
- For at sikre, at operatørernes besparelser i engrosleddet også kommer forbrugerne til gode, mener Kommissionen også, at der er brug for regulering i detailleddet.
- Den nye EU-lovgivning kunne også ophæve alle roamingafgifter for modtagelse af opkald, når man er på udlandsrejse i EU.
- Hvad angår opkald, som brugerne foretager, mens de er på udlandsrejse i EU, kunne den nye EU-forordning desuden indføre princippet om "hjemlandstakst". Det betyder at mobiltelefonkunder, der er på udlandsrejse i EU, vil kun blive opkrævet den takst, de er vant til at betale for tilsvarende opkald i deres hjemland, dvs. enten lokaltakst, hvis der er tale om et lokalopkald, uanset hvor i EU kunden er på rejse, eller en normal udlandstakst for opkald til andre lande i EU, uanset hvor i EU kunden er på rejse. For eksempel for at ringe hjem til familien, når man er på ferie.
De europæiske telestyrelsers sammenslutning, ERG, har gennem længere tid opfordret til, at der findes en international løsning på problemet med de høje roamingpriser, idet der ikke er noget som tyder på, at problemet kan løses på nationalt plan med de eksisterende regler.
Sideløbende med dette arbejde og arbejdet i EU-Kommissionen, vil IT- og Telestyrelsen prioritere og igangsætte nye informationstiltag om internationale roamingpriser, så de danske forbrugere undgår overraskende høje mobilregninger efter besøg i udlandet.