Milliardkrig mellem Apple, Google, Microsoft og Facebook

Apple har i de seneste uger været mere værd end Google. Microsoft er i problemer, Facebook er på vej frem. Til sammen er de 2.565 milliarder kroner værd, og nu er de alle i offensiven.

Det er en periode med stor ustabilitet og hård stillingskrig. Verdens største firmaer er i indædt infight. Måske endda på liv og død.

Yahoo og Microsoft udfordrer Google med Bing, Google er på vej i ringen mod Microsoft med Chrome OS, og Google og Apple brød forleden våbenhvilen, da Googles direktør Eric Schmidt forlod Apples bestyrelse.

I en lidt anden liga, men med kurs mod stjernerne opkøbte Facebook i går Friendfeed der tilbyder livesearch. I modsætning til Google, der ikke viser et øjebliksbillede af nettet, men altid et billede af i går - som stjernerne - så viser Facebooks Friendfeed nuet.

Så kombattanterne er linet op: Microsoft, Apple, Google og Facebook.

2.565 milliarder kroner

Netop nu er Microsoft vurderet til svimlende 206 milliarder dollars. Det svarer til 1.000 milliarder danske kroner - en billion. Apple har siden 22. juli været større end Google med 145 milliarder dollars. Google er lige efter med 143 milliarder dollars. I den sammenhæng er Facebook en letvægter. Firmaet har endnu ikke formået at hente en fornuftig indtægt ud af sin placering som verdens mest besøgte enkeltstående website. Markedsværdien er på mellem 6,5 og 10 milliarder dollars.

Med andre ord er den kamp, giganterne udkæmper, en kamp til 2.565 milliarder kroner.

Det er mange penge.

I går spekulerede ComON i det interessante i, hvorfor Google angriber Microsoft netop nu. For få år siden havde det været omsonst at udfordre Microsoft på styresystemer, men Googles tidligere sejre aftvinger respekt. Alle - også Microsoft - må tage Googles kommende styresystem alvorligt. I sig selv er det faktum, at Google angriber nu, tegn på at Microsoft er såret. Det har også vist sig på bundlinjen med historisk fald i windowsforretningen.

Google og Apple

I dag analyserer Businessweeks Sillicon Valley korrespondent Peter Burrows hvorfor Apple er mere værd end Google, og hvorfor Apple på sigt kan true Microsofts position som verdensleder.

Mens Google har en sund forretning med 70 procent af indtjeningen på det 73 milliarder kroner store annoncemarked, så er konkurrenterne, nederlaget og fallitten kun et enkelt klik væk. Selv om det er usandsynligt, at de 900 millioner mennesker, der hver måned besøger Google, pludselig skulle vælge Bing i stedet for, så eksisterer den teoretiske mulighed. Google kan kun beholde kunderne ved at være bedre end alle andre og sætte sin lid til vanens magt.

Det er anderledes med Apple.

Med 227 millioner solgte iPods og iPhones er Apple sikret en kontinuerlig strøm af kunder i butikken. Selv om det findes alternativer, så er iTunes det sted, hvor langt de fleste iPod ejere gør deres musikkøb. I alt sidder Apple i dag på 30 procent af markedet for solgt musik i USA med iTunes. Med mindre abonnementstjenester som Spotify og TDC Play fundamentalt ændrer folks behov for at eje det musik, der betyder noget for dem, så er Apple sikret en indtjening fra musikbutikken, så længe som der er salg i iPhone og iPod. En ny undersøgelse viser, at selv helt unge mennesker har et behov for selv at eje musikken, så Apple har tilsyneladende fat i den lange ende.

Samtidig overrumplede Apple alt og alle og måske også sig selv med deres App Store. På et år er der blevet hentet uhyrlige mængder af spil og programmer. Hvis ikke det har gjort andet, så har det endegyldigt vist, at fremtidens distributionsform er App Stores. Senest har Microsoft så sent som i går opdateret Xbox 360, så man kan hente spil direkte ned i maskinen fra Xbox Live.

Meget tyder på, at App Store i løbet af få måneder for alvor kommer til sin ret, hvis og når Apple sender den hypede tablet på markedet. En 10" touchscreen netbook, der er som skabt til afslapning på sofaen.

Men det stopper ikke her. Apple er førende på markedet for dyre bærbare og analytikere vurderer, at Apple nemt kunne erobre langt større andele på det samlede marked ved at introducere en billigere bærbar.

Steve Jobs forklaring

I alt har Apple 75 millioner menneskers kreditkortoplysninger. De millioner må formodes at have investeret mange penge i at opbygge en iTunes musiksamling. Hvis de vil væk fra Apple svarer det for ikke-teknikkyndige til, da CD'en afløste LP'en og enorme musiksamlinger skulle udskiftes. Businessweek vurderer, at Apple endnu har en lang række pengekøer, de kan malke: Reklameplads i iTunes, lavere priser, afgift på Googlesøgninger foretaget fra iPhone, iTunes integration med Facebook og Twitter, flere iPhone-modeller.

Indtil for få dage siden har Apple og Google kæmpet side om side i kampen mod Microsoft. Men det samarbejde er i hvert fald officielt slut nu. Den 3. august forlod Google direktør Eric Schmidt Apples bestyrelse. Blandt andet fordi myndighederne var på nakken af samarbejdet, og fordi Apple afviste Google Voice fra App Store. Men nok især af den grund Steve Jobs gav til Financial Times.

"Google er på vej ind på flere af Apples kerneområder med Android og Chrome OS. Derfor er Erics effektivitet som bestyrelsesmedlem hos Apple begrænset, da han bliver nødt til at forlade lokalet i lange perioder af vores møder på grund af modstridende interesser."

Mens Google og Apple begge har godt fat i deres forretning og er i vækst. Så bliver Microsoft nødt til at genopfinde sig selv. Tiderne, hvor styresystemet var altafgørende er forlængst forbi. Hvis ikke Windows 7 bliver den succes, som Vista skulle have været, så skal Bill Gates og Steve Ballmer gentænke kerneforretningen, mens Apple og Google formentlig fortsætter væksten. Microsoft kan også blive nødt til at kigge den mangeårige partner Intel i øjnene og tage delvist afsked ved at konvertere Windows til ARM-processoren, der er på vej til netbooks.

Facebook ejer nuet

Langt fra toppen, men på vej op med ungdommelig energi, finder vi Facebook (som Microsoft ejer en meget lille del af). Indtil videre er væksten imponerende og indtjeningen lille. Men hvis forsamlingshuset ikke falder i samme massegrav som MySpace og andre sociale netværk er endt i, så er der penge i det. På et år er der kommet yderligere 208 millioner mennesker til, og intet tyder på at tilstrømningen stagnerer foreløbig.

I går gik Facebooks eksistens ind i næste fase, Med købet af Friendfeed ejer Facebook nu et redskab til realtidssøgning. Efterhånden som tweets og statusopdateringer bliver en mere og mere udbredt kommunikationsform er nuet blevet vigtigere. Hvad ens venner mente, tænkte og følte i går er ikke helt så væsentligt, som hvad der sker i deres liv nu. Derfor ser flere kommentatorer købet som en krigserklæring mod Google.

Og netop det er essensen af kampen netop nu. Topspillerne forsøger at stabilisere sig ved at gå ind på konkurrenternes domæne. Microsoft vil med Yahoo-aftalen være Google, Google vil med Chrome OS være Microsoft, Facebook vil være Google og alle vil være Apple.

Måske ender den kamp mellem Steve Jobs og Bill Gates, som er lige så gammel som den personlige computer revolution, med en helt anden vinder, end vi forestillede os i 90'erne, da Jobs lavede animationsfilm, Brin og Page studerede, Mark Zuckerberg gik i flyverdragt, og Gates regerede verden.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
KEYBALANCE A/S
Udvikling og salg af økonomisystemer samt CRM og MPS. Systemer til blandt andet maskinhandlere, vvs-branchen, vognmænd, låsesmede,handelsvirksomheder

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere