Selv om man næppe møder mange distingverede detektiver og oplever pludselige mord i spisekupeen, så kan man få snerten af at rejse på den transsibiriske jernbane med Google og Youtube.
I et samarbejde medllem de russiske jernbaner, Google og Youtube kan man tilbagelægge de 9226 kilometer fra Moskva til Vladivostock. Man kan følge ruten på Google Maps og se Youtubeklip fra udvalgte dele af rejsen. Hvis man ikke vil nøjes med den beroligende rytme fra lokomotivet, så kan man lytte til Lev Tolstojs Krig og Fred på originalsproget. Hvis man vil tage turen i virkeligheden, så går den gennem syv tidszoner og varer otte dage.
Rejsen er langt fra på samme niveau som norske NRKs hd-optagelser af den 7,5 time lange tur med Bergensbanen, men giver dog et lille indtryk af omgivelserne.