En ny Google-applikation bryder grænserne mellem dyrenes og menneskenes kommunikation. Det kom frem forleden da Google lancerede Google Translate for Animals. Applikationen kører på Android og fungerer ved, at man optager et dyrs lyde på sin Android-telefon, hvorpå lydene sendes til serverne i skyen, hvor de analyseres og behandles, og en oversættelse sendes tilbage til brugeren. På applikationen skal man blot scrolle ned på en liste over forskellige dyr og vælge hvilket dyresprog, der skal oversættes fra.
Applikationen stammer fra Googles britiske afdeling kan ses nærmere demonstreret i videoen her, hvor en overrasket landmand får sat ord på de udsagn, som forskellige dele af hans besætning kommer med.
En helt anden og tilsyneladende langt mere urovækkende udfordring fra dyreriget kom fra apparat-fabrikanten Qualcomm.
Firmaet havde indkaldt til pressekonference, efter at en prototype på en ny type display var blevet stjålet af to tidligere medarbejdere. Display-teknologien viste sig nemlig at have en unik flukturerende lys-håndtering, som ved et tilfælde er næsten fuldstændig sammenfaldende med den måde, som sommerfuglevinger reflekterer lys på. Under særlige forhold kunne brug af displayet føre til, at brugeren lige frem blev angrebet af hele flokke af sommerfugle, hvilket i mindst to tilfældet var dokumenteret på video. På en pressekonference forsøgte Qualcom med hidkaldte eksperter at nedtone risikoen ved det nye display, hvilket dog kun lykkedes i begrænset omfang, se selv her.
Dyre-oversætteren og den nye display-teknologi viste sig at være stærkt sammenfaldende med en tradition for vildledning, som flere firmaer kastede sig ud i skærtorsdag i sidste uge.
Eksempelvis kunne man komme galt af sted, hvis man uden videre fæstede lid til Toshibas glade reklamer og tog selskabet nye vandtætte bærbare computer med i bad.
Også på Iphone-fronten kunne man på mange forskellige nye og interessante apps konstatere, at april var startet. Blandt de mere særprægede iPhone-applikationer, var for eksempel ”iPee” – en graviditets-test til hjemmebrug, hvor en kvinde ved at tisse på sin iPhone kunne få konstateret, om hun var gravid.
Google var mindst lige så meget i stødet, når det gjaldt overraskende nyheder. Faktisk var mange af de mest fantastiske og fængslende nyskabelser, som starten af april bød på, af en eller anden grund centreret omkring Google.
Søgemaskinefirmaets ansatte følte sig på denne dag øjensynligt særligt inspireret til at sætte nye projekter I søen.
I afdelingen, hvor man arbejder med browseren Chrome, lød meldingen således, at en ny funktion nu vil give brugerne helt nye muligheder for at interagere med omverdenen – med verbale ytringer.
Med denne tilføjelse til Chrome giver Google nettet en stemme, hedder det, fordi man nu kan give auditivt feedback og interagere med browseren blot ved at bruge mund.
I den afdeling af Google, der arbejder med den fremtidige samarbejds- og kommunikations-platform Wave, kunne man annoncere en overraskende ny feature: personlig notifikation.
Google Books, der også findes på dansk, havde fået en meget unik ekstrafunktion, idet man ved at klikke på en knap forleden kunne bladre i bøgerne i 3D.
Google-selskabet YouTube holdt sig ikke tilbage på den kreative front. Selskabet lancerede et nyt videoformat, TEXTp, som pendant til de forskellige HD-formater. Det nye format var dog det modsatte af HD, nemlig lavopløseligt. Faktisk meget lavopløseligt. Pointen var, at man ved at erstatte de levende billeder med tilfældig tekst – lidt lige som med den gode gamle ASCII-kunst - kunne spare så megen båndbredde, at CO-udledningerne fra serverparkerne blev væsentlig reduceret. YouTube havde naturligvis produceret en video med det nye format. De undrende seere, der kommer helt til vejs ende, må føle sig omtrent på samme måde som ufrivilige fans af popsangeren Rick Ashley.
Google USA kunne meddele, at søgemaskinefirmaet havde taget navneforandring til Topeka, som gestus over for byen i Kansas, der tidligere i år besluttede at tage navneforandring til Google.
TechCrunchs beretning om at Google er på vej ind på atom-området, skal naturligvis også nævnes. Hvorvidt det berigede Google-uran skal føre til bedre atom-trusler mod Kina eller blot drive server-parkerne med nuklear energi, synes endnu ikke afklaret.
Så vidt ComON er orienteret, stod Google Danmark ikke bag deciderede practical jokes den 1. april i år.