IBMs topchef, Sam Palmisiano offentliggjorde personligt på et møde i Bangalore i Indien i dag, at gigantens vækst i fremtiden kommer til at foregå i Indien.
I løbet af tre år planlægger IBM således at investere 34,92 milliarder kroner i landet blandt andet for at sikre sig en større bid af det indiske it-marked.
Hidtil er det den mest aggressive plan fra IBMs side for at udnytte den indiske arbejdskraft til at løse it-opgaver i de vestlige lande. Ifølge Financial Times har Cisco og Microsoft tilsammen lovet at investere 22,12 milliarder kroner i Indien.
På nuværende tidspunkt har IBM 42.000 ansatte i Indien, et tal, der rent medarbejdermæssigt sætter Indien på en andenplads. Der er ikke fremsat et mål for, hvor mange flere medabejdere IBM har brug for, men med den enorme vækst i Indien er der noget der tyder på, at antallet af IBM-medarbejdere i Indien snart overhaler antallet af IBM-medarbejdere i USA.
IBMs omsætning i Indien peger i hvertfald i den retning. Omsætningen er således steget med 45-60 procent om året i de sidste tre år.