Den 27. maj, altså om knap to måneder, vil DanID have fikset problemet med, at NemID ikke virker til Outlook 2010 i 64 bit.
Det fortæller DanID i en email til ComON.
Outlook-kikset har for nyligt givet problemer for landets apotekere, som ikke kunne sende årsregnskaber til Lægemiddelstyrelsen med NemID, fordi apotekerne kører en hostet exchangeløsning med Outlook 2010. Derved kunne de ikke installere Thunderbird eller tidligere versioner af Outlook, som ellers kan sende sikre emails.
Microsoft fortalte sidste uge, at de var kommet frem til, at Outlook 2010 i 32 bit fungerede udmærket med NemID - og at det altså kun var 64 bit-versioner, der ikke kunne bruge NemID til sikker email.
Det er stadig uklart, hvor fejlen ligger, men nu vurderer Microsofts teknikere, at fejlen ikke skyldes Outlook 2010, men er relateret til DanID’s hjælpeprogram, som skal anvendes, når man vil bruge Sikker Email. Hjælpeprogrammet fungerer dog udmærket med andre emailklienter.
Microsoft oplyser, at man fint kan anvende NemID til Netbank og andet uden at installere et DanID hjælpeprogram - også på en Windows 7 64-bit platform, men hjælpeprogrammet er nødvendigt ved Sikker Email, idet man skal anvende sit NemID certifikat lokalt på ens egen PC.
"Dette hjælpeprogram ser ikke ud til at blive installeret korrekt på Windows 7 under 64-bit. Rent teknisk er der en CSP (Certifikat Service Provider), der ikke genkendes, når man kører 64-bit og derfor får man en fejl med en dialogboks i Outlook 2010, når man forsøger at signere eller kryptere emails," skriver Microsoft Danmark til ComON.
DanID har takket ja til Microsofts tilbud om hjælp til at løse problemet. Den manglende kompatibilitet med Outlook 2010 64 bit er dog ikke blandt NemIDs vigtigste ønsker at få styr på. DanID har hidtil løst problemet ved at udstede den gamle digitale signatur, som TDC i sin tid stod for, men vil altså have fikset NemID-kompatibiliteten, inden den gamle digitale signatur lægges i graven 1. juni i år.
Outlook 2010 har også et andet problem med sikker email. Outlook 2010 er baseret på standarden RFC5652, mens andre emailklienter er baseret på ældre standarder. Dermed kan de ikke læse sikre emails fra Microsofts emailklient.
Redigeret 5. april klokken 13.30: ComON havde ved en fejl skrevet, at fikset vil komme den 28. maj. Det var en fejl. Det er dagen før, den 27. maj.