Enten er ComON's artikler overfladiske og kedelige - eller også har journalisten ikke sin research i orden.
Som oftest lufter ComON's læsere sine (velkomne) holdninger på forummet eller i en mail. Det er sjældent, at læserne udformer kritikken som kriminelle trusler.
Onsdag skrev ComON, at aktører i to forskellige piratmiljøer har set sig sure på hinanden. Men nogle brød sig ikke om artiklen, og onsdag modtog ComON en trussel:
Subject: remove article
Please remove this article [link] Or face the consequence...
We will ddos your ass.
Den anonyme person truer altså med, at comon.dk vil modtage så mange forespørgsler, at serveren ikke kan håndtere informationsmængden med det resultat, at hjemmesiden går ned i en periode. Det er samme form for angreb, som sidste år nedlagde store dele af Estlands internet under en politisk konflikt med Rusland.
ComON er dog forfordelt. Norske ITavisen skrev en artikel om præcis samme kontrovers i piratmiljøet, men har ikke modtaget trusler, oplyser journalist Trond Bie.
Truslen blev sendt fra comon@hushmail.com, som er en webmailstjeneste, hvor man ikke kan spore IP-adressen.
Det skal nævnes, at det er yderst sjældent, at ComON får trusler af denne art.