Libyens leder, Oberst Muammar Gaddafi, lukkede fredag landets internet ned. Det sker, mens indbyggere i landet protesterer over diktatorens mangeårige regime.
Som det kan ses på denne graf over landets Google-søgninger, så var nettet tilsyneladende nede i cirka et døgn, men det ser ud til, at landets indbyggere igen kan tilgå Google. Et it-sikkerhedsfirma, Arbor Networks, beretter dog, at internettet i en periode var oppe igen lørdag, skriver Reuters. Det vurderede firmaet, efter at have tjekket data fra 30 internetudbydere fra hele verden.
Nogle ComON-læsere vil måske huske, at Gaddafi har truet med at opsige domæne-ejere med landeforkortelsen .ly, hvis de ledte til stødende materiale. Det fik nogle til at frygte, at en del kort-links ville dø. En internet-blokade i landet vil dog ikke dræbe den populære url-forkerter bit.ly, beretter bit.ly-stifter John Borthwick. Der er to autorisations-servere i Libyen, som måske har været ramt, men derudover står de to servere i USA og en i Holland. Blot én skal være oppe, for at tjenesten fungerer. Medmindre landet opsiger bit.ly eller hele domæne-registeret, så vil disse servere sandsynligvis fungere fint.
Autorisations-serverne skal dog opdateres, pointerer Kim Davies, der tidligere har arbejdet med domæner. Han skriver på Quora, at serverne sandsynligvis derfor kun vil fungere fint i op til 28 dage, inden domænet stopper med at virke.