Sagen om spionage mod brokeren Frode Herløv A/S' it-systemer fik i dag sat et foreløbigt punktum. Den anklagede A, som er tidligere medarbejder hos Comway, blev idømt tre måneders ubetinget fængsel, mens en nuværende Comway-medarbejder B blev frifundet.
Anklageren havde krævet fire til seks måneders ubetinget fængselsstraf til begge tiltalte.
I sagen mod B, var domsmændene ikke enige. Én af domsmændene ville dømme B efter anklageskriftet, mens de to øvrige gik ind for frifindelse.
I sin kendelse begrundede dommeren frifindelsen af B med, at anklagemyndigheden kun havde fremlagt bevis for, at spionagen var foregået fra A's arbejdscomputer i Comway. Derimod havde politiet ikke undersøgt andre ansattes computere på Comway. Derfor har anklagemyndigheden ikke kunnet bevise, at andre end A har udført spionagen.
Under sagen er det kommet frem, at spionagen mod Frode Herløv fortsatte i en periode, efter at den tidligere Comway-medarbejder B forlod firmaet 10. september i fjor. Men afhøringerne i retten har ikke kastet lys over, hvem der stod bag denne del af spionagen.
De to anklagede var meget fåmælte efter byrettens afgørelse, mens anklager Marie Tullin udtrykte tilfredshed med fængselsdommen over A. Anklageren erkendte, at det ikke var lykkedes at bevise, at den frifundne B personligt havde deltaget i spionagen mod Frode Herløv.
Comway Distribution A/S har tidligere betalt en bøde på 25.000 som ansvarlig virksomhed.
Hverken anklagemyndigheden eller den dømte sælger har endnu taget stilling til, om de vil anke afgørelsen til Landsretten.