BPI (tidligere British Phonographic Industry), den engelske pendant til danske IFPI, har sammen med internetudbyderen Virgin Media lanceret en ti ugers kampagne mod pirat-virksomhed, skriver BBC News.
Mere end 800 englændere har modtaget et advarsels-brev, hvor de trues med at få lukket deres internet-forbindelse, hvis ikke de ophører med at downloade ophavsret-beskyttet materiale.
BPI oplyser samtidig til BBC, at flere tusinde yderligere breve er på vej.
I de 800 breve trues brugerne med at få kappet forbindelsen til internettet, men Virgin Media bedyrer, at ordvalget er "en beklagelig fejltagelse" og at der i første omgang kun er tale om en "oplysende kampagne".
BPI's erklærede mål er at få alle internetudbydere i Storbritannien til at tilslutte sig en såkaldt "three strikes policy", hvor pirater/fildelere modtager to advarsler og tredje gang får de lukket forbindelsen.
Indtil videre er det dog kun Virgin Media, der har tilsluttet sig 'tre-missere' modellen, mens andre, eksempelvis Carphone Warehouse, direkte har modsat sig modellen og med en hvis sandsynlighed kan imødese at blive hevet i retten af BPI.
Staten har givet hele branchen en frist til næste forår, til at få løst problemet med illegal fildeling, hvis de vil undgå et lovindgreb.