Microsoft danske teknikere har nu fundet ud af, at det er Outlook 2010 med 64 bit, der ikke kan sende sikre emails med NemID.
Dermed har Microsoft fundet frem til, hvorfor apotekere landet over på det seneste har haft bøvl med indsende årsregnskaber til sundhedsmyndighederne med deres Outlook 2010. De måtte i stedet få "det hemmelige link" fra DanID, hvor apotekerne kunne hente den gamle digitale signatur, TDC stod for, som stadig fungerer udmærket med Outlook.
Den præcise tekniske årsag til, at NemID ikke fungerer med Outlook 2010 er dog stadig et mysterium. Microsofts danske teknikere har blot konstanteret, at NemID fungerer fint sammen med Outlook 2010 i 32 bit.
"Det er ikke noget, vi umiddelbart kan finde løsning på her fra vores side, men det er noget, som vi gerne vil samarbejde med DanID om at løse, hvis de er interesseret i det. Men det handler jo også om prioritering," siger Nana Bule, dansk divisionschef for Microsofts produktivitetsløsninger, såsom Office-pakken.
Hun oplyser dog, at hverken Microsoft eller DanID har taget kontakt til hinanden i sagen. Problemet kan også først blive en større hovedpine, når DanID skrotter den gamle digitale signatur den 1. juni. Microsoft har ikke noget klart overblik over, hvor mange der har brug for at sende sikre emails med NemID via Outlook 2010 i 64 bit.
Standard-problemer
Outlook 2010 har også et andet problem med sikker email. Outlook 2010 er baseret på standarden RFC5652, mens andre emailklienter er baseret på ældre standarder. Dermed kan de ikke læse sikre emails fra Microsofts emailklient. Hverken Microsoft eller DanID har dog analyseret NemID-problemets rod, og det er derfor uvist, om fejlen ved 64 bits-klienternes kompatibilitet med NemID har relation til til standard FRC5652.
Microsoft vil ikke umiddelbart bruge kræfter på at analysere, hvad problemet kan være. Det kræver, at DanID også involverer sig, siger Nana Bule.
"Det er svært, fordi det er så lokalt et problem. Det er jo ikke et problem i nogle af de andre lande," siger Nana Bule.
Der er stadig mange danskere, som stadig benytter Office 2010 i 32 bit også selv om de har et 64 bit-styresystem.
"Normalt vil vi jo gerne have brugerne til at opgradere. Det så vi jo gerne. Lige præcis i dette tilfælde er det heldigt, at de ikke har," siger Nana Bule.