Apple er allerede kendt for at være meget kritiske over for hvad de lukker ind i App Store. De tjekker naturligvis programmer for upassende ting som for eksempel erotisk eller racistisk indhold. Men nogle gange kan man vist rolig sige, at de er lidt for kritiske.
Udvikleren af programmet Flash of Genius har for nyligt fået dette at mærke. Programmet er også lavet i en version til Android, der nåede helt til finalen i Android Developer Challenge. Og det nævnte udvikleren naturligvis i beskrivelsen af programmet til iPhone i App Store. Men det måtte han ikke.
Efter Apple havde gennemgået hans program og beskrivelsen af programmet, fik udvikleren nemlig besked på at fjerne den del af beskrivelsen, der nævnte Android. Det mente Apple nemlig ikke var passende. Udvikleren gjorde som Apple bad om, da han tilsyneladende ikke var interesseret i problemer.
Man kan så diskutere, om Apple måske ikke er lidt for fintfølende, selvom Android selvfølgelig er en konkurrerende platform.