Ved udgangen af 2007 vil TDC dække landets 130 største byer med fiberforbindelser. Derfor bør politikerne kraftigt overveje hvor klogt det er, at elselskaberne er ved at investere milliarder af kroner i bredbåndsprojekter, der skal realiseres over de næste 5-7 år. Det er budskabet fra TDC-chef Henning Dyremose.
»Ved udgangen af 2007 vil enhver institution eller virksomhed have mindre end 500 meter til en TDC-fiberforbindelse. Derfor bør man overveje om det er klogt det elselskaberne gør, eller om det ville være mere fornuftigt at sætte elpriserne ned,« siger Henning Dyremose.
Han mener at politikerne bør overveje om lavere elpriser kunne være med til at reducere virksomhedernes omkostninger og dermed gøre dem mere konkurrencedygtige til gavn for væksten i samfundet.
Han undrer sig samtidig over hvordan elselskabernes forretningsplaner for bredbåndsprojekterne kan hænge sammen.
»Det er selvfølgelig suverænt bestyrelserne i elselskabernes beslutning at gå ind i de her projekter. Men jeg kan blot understrege, at vi sætter os på markedet længe inden de kommer i gang,« understreger Henning Dyremose.
Konkurrencestyrelsen vurderede i sidste uge, at elselskabernes investeringer i bredbånd ville løbe op i tre milliarder kroner. Men det er kun de projekter, som bestyrelserne i elselskaberne havde vedtaget per 1. marts erfarer IT-avisen ComON. Siden hen har det sønderjyske elselskab ESS vedtaget bredbåndsplaner for 1,4 milliarder kroner, ligesom selskaberne Tre-For og Midtvest Bredbånd alene har planer for henholdsvis 1,5 og 2 milliarder kroner.