Gartner fastholder nu og gentager sin umiddelbare modvilje mod at acceptere iPhone som en ægte erhvervsmobil, til trods for at Apple har bygget en række enterprise-funktioner ind i den nye iPhone 3G, og derigennem også øget sikkerheden.
Ifølge Gartner er det nu muligt for erhvervslivet at integrere iPhone 3G i de eksisterende miljøer, og endda tilpasse mobilen dertil, men det betyder ifølge Gartner ikke, at man skal give samme adgang til iPhone, som til Windows-laptops. Det skyldes primært at iPhone 3G ikke er blevet testet grundigt igennem i store erhvervsmiljøer endnu, siger Ken Dulaney fra Gartner. Han mangler konkret bevis for, at man kan lukke iPhone ned på samme vis som man kan med Windows-laptops og andre computere. Derfor anbefaler Dulaney begrænset adgang til firmaets netværk til funktioner som Exchange og Apples Mail, mens resten af netværket bør holdes væk fra iPhone.
"Meget omkring sikkerhed handler om at være konsistent. Hvis du har to platforme, en PC og en håndholdt, hvor den ene har mange års forbedringer i sikkerheden bag sig og som er meget moden, mod en der knap er et år gammel, er du kun så sikker som det nyeste stykke hardware", begrunder Dulaney sin skepsis overfor Apples populære iPhone med.
Apple har dog ikke ligget på den lade side med såkaldte enterprise-features i iPhone 3G. Steve Jobs kunne blandt andet fortælle i mandags, under lanceringen af iPhone 3G, at den får understøttelse af Cisco Systems Inc.'s IPSec VPN-teknologi. Med den teknologi ombord i iPhone 3G kan brugere kommunikere via IP-baserede og krypterede forbindelser med firmaets server udefra, ligesom iPhone understøtter Wi-Fi Protected Access 2 protokollen med indbygget 802.1X-baseret kryptering for ekstra sikkerhed. Sidst understøtter iPhone også en anden meget væsentlig erhvervs-funktion, nemlig muligheden for at fjernslette data fra udvalgte enheder. Det kan især være vigtigt hvis en enhed bliver stjålet med sensitive oplysninger på.
Omvendt mener Bob Borchers, senior director i Apple's iPhone business line, at den nye iPhone 3G og iPhone Software 2.0 til fulde opfylder erhvervslivets sikkerhedskrav til fulde. Det kom frem mandag på World Wide Developer Conference. Blandt andet har den amerikanske hær være betatestere på iPhone Software 2.0 og der har ingen problemer været med sikkerheden, forlyder det. Borcher noterede sig også, at otte af de største banker i USA har vist interesse for iPhone 3G's nye business-muligheder.
Endnu andre analytikere peger på at iPhone 3G og iPhone Software 2.0 fortsat mangler en række tredjeparts-programmer indenfor genren antivirus og kryptering, men det kan der måske rådes bod på i forbindelse med at Apple har fokus på området, ligesom en række udviklere viser stor interesse for at udvikle erhvervsprogrammer til mobilen. Endelig må man også forvente at både App Store, Apples iPhonesoftware-butik der leveres som en del af iPhone 2.0., også bidrager til opblomstringen af nye og spændende erhvervsprogrammer.
Apple har dog allerede gjort store fremskrift for at sikre erhvervslivets interesse for iPhone 3G. Det sker ved at erhvervslivet får lov til at specialudvikle egne programmer til iPhone via Apples udviklerkit, iPhone SDK. Dernæst er der indbygget mulighed for at sikre, at egenudviklede programmer kun kan afvikles på autoriserede iPhones, ligesom egenudviklede programmer kan distribueres internt og dermed lette arbejdsbyrden for systemansvarlige medarbejdere.
Du kan danne dig et overblik over iPhone 3G's enterprise-muligheder via vores link nedenfor.