Det danske fladskærmsfirma Alfa View vil opruste på servicen til kunderne. Derfor starter firmaet nu et unikt uddannelsesprogram, hvor op mod 15 teknikere og andre service-personer i Alfa View rejser til Korea i en uge for at pudse deres viden af om fladskærme.
»Vores filosofi er, at vi vil være bedst på service. Så vil vi lade andre om at konkurrere på prisen. Vi vil have de dygtigste teknikere og service-folk. Derfor sender vi nu en stor del af vores folk afsted til Korea,« siger administrerende direktør for Alfa View, Ole De Leeneer,
til it-avisen ComOn.
Alfa View er de første, der opretter en ren uddannelse i fladskærme. Samtidig opretter det danske fladskærmsfirma to nye servicecentre i Danmark.
Korea er blandt de lande i verden, som er længst fremme med
fladskærms-teknologien ifølge direktøren. Derfor var det oplagt for Alfa View at placere uddannelsen i Koreas hovedstad, Seoul.
»Koreanerne er utrolig langt fremme teknologisk. Alle produkterne produceres dernede, så derfor har de fuldstændig fingeren på pulsen,« siger direktøren.
Uddannelsesprogrammet vil løbe over de næste 12 måneders tid. Alfa View bruger et mindre millionbeløb på uddannelsesprogrammet, som i sidste ende skal sørge for, at kunder køber den rigtige fladskærm og, at den
kan blive repareret hurtigst og bedst muligt den, hvis den får fejl. Den første tekniker fra Alfa View er lige kommet tilbage fra kurset i Asien.