Websitet 'Think Secret' synes at vide, at Steve Jobs til april vil gå på talerstolen og præsentere en helt ny type iPod - en ægte video iPod, hvor en 3,5" stor skærm dækker hele fronten af afspilleren. Det famøse mekaniske klikhjul skulle samtidig være fjernet til fordel for et virtuelt klikhjul, der toner frem på den trykfølsomme skærm, når man sætter fingeren på den - og forsvinder igen, når man flytter fingeren.
Der er ingen forlydender om de tekniske detaljer, såsom harddiskstørrelse. Men Think Secret skriver, at den nye iPod ikke vil have trådløse faciliteter; i stedet skal den kobles til tv'et via cradle og kabler, præcis som de nuværende iPods.