Der er ingen tvivl om at fremtiden vil byde på mere avancerede produkter i mindre formater, og den koreanske mobiloperatør SK Telecom har netop fremvist et eksempel på hvordan denne fremtid kunne se ud.
Man har ganske enkelt taget et almindeligt SIM-kort, og tilføjet flere typer hukommelse og en processor. Derudover har man også installeret Google-styresystemet Android på SIM-kortet, hvorved man i realiteten har grundlaget for en mobiltelefon. Herudover skal man naturligvis tilføje en radioenhed samt en skærm.
Idéen bag SIM-kortet, der har fået navnet Android SIM, er at brugeren let og elegant kan skifte telefon, og fortsætte præcis, hvor han eller hun slap på den gamle mobil. Brugerindstillinger, data og opsætning vil blive ført med over til den nye mobiltelefon.
Hastigheden på den indbyggede processor blev ikke oplyst, men en videodemonstration af løsningen afslører, at hastigheden formentlig ikke har været særlig høj. Desuden er der blot tale om en prototype, og SK Telecom fortæller at man i øjeblikket ikke har nogen planer om at bruge teknologien.