En lille mobil enhed på størrelse med en iPhone som understøtter alt fra 3G, Bluetooth og WLAN til mobilt tv og GPS-navigation - og kan køre i flere dage mellem opladningerne. Det er visionen bag Intels kommende mobil-platform Moorestown, som blev demonstreret på Intel Developer Forum (IDF) i Taiwan i denne uge.
Moorestown består dels af en SOC (system-on-a-chip) med kodenavnet Lincroft, der integrerer en 45 nm processor (angiveligt med to kerner), grafik, memory controller og en video encoder/decoder på en enkelt chip, og en I/O hub med kodenavnet Langwell, som skaber forbindelse til forskellige komponenter som storage og display.
Men det interessante er ikke kun, at Intel har presset alle komponenter ned på en forholdsvis lille chip. Intel har arbejdet på at sænke strømforbruget, og det skulle nu være 90 pct. lavere i idle-modus i forhold til den første generation af Atom-processorer. Ifølge rygter er strømforbruget selv i drift helt nede på 0,5 watt for de to komponenter.
Og det skulle betyde, at en Mobile Internet Device (MID) med Moorestown kan køre i flere dage mellem opladningerne. Intel viste selv en fungerende prototype på sin udvikler-konference, og denne tidlige enhed ligner mest af alt en bred iPhone.
De første mobile internet-enheder med Moorestown skulle være klar i 2010.