Musikken spiller stadig i TDC Play. Men egentlig burde stikket trækkes ud af tjenesten.
Aftalen mellem TDC og KODA, der repræsenterer de medvirkende komponister og sangskrivere, er nemlig udløbet. Og parterne kan ikke blive enige om en ny.
TDC Play spillede sine første toner for to år siden, og dengang blev alle parter enige i en afregningsmodel, der betød, at Danmark kom på verdenskortet med en tjeneste, der viste nye veje til at tjene musik på nettet. Aftalen udløb d. 1. april i år, og da forhandlingerne ikke er mundet ud i en aftale, så har TDC nu bedt det såkaldte Ophavsretslicensnævn om at se på KODAs betingelser for en genforhandling. Nævnets opgave er netop at tage stilling i sager, hvor der er uenighed om størrelsen af betalingen til benyttelse af beskyttede værker.
”For at forhandlingerne ikke skal fortsætte i det uendelige, så har vi indbragt sagen for Ophavsretslicensnævnet. Men hvis du spørger mig, så tror jeg, at vi når frem til en enighed, før nævnet kommer med en udtalelse,” siger Jesper Theill Eriksen, chef for TDC Privat til ComON og nedtoner konflikten.
”Heldigvis er TDC Play en tjeneste, som alle parter er interesserede i skal leve videre. Både KODA og vi har en interesse i det, så jeg er overbevist om, at vi nok skal blive enige”.
Send flere penge
Jesper Theill Eriksen ønsker ikke at sætte tal på, hvor meget der adskiller de to parter i kroner og øre. Ved aftalens indgåelse i 2008 fik KODA lovning på en betaling på mellem 40 og 50 millioner kroner. TDC-chefen vil ikke kommentere på, om det beløb skal være mindre, men siger blot til ComON:
”For to år siden vidste vi ikke meget om det her område. Så har vi haft i to år til at gøre vores egne erfaringer til at kigge rundt i verden og se på, hvor prisen for digital musikdownload generelt ligger. Og det er klart at de erfaringer indgår i forhandlingsgrundlaget".
Det har ikke været muligt at få en uddybende kommentar til sagen fra KODA. Men på sin hjemmeside skriver vicedirektør Martin Gormsen:
"Det materiale, som TDC og de multinationale pladeselskaber påberåber sig i klageskriftet, er ikke noget, der har været fremlagt i forhandlingerne mellem TDC og KODA. Det skaber tvivl hos os, om det overhovedet har været intentionen at nå en forhandlingsløsning”.
IFPI blander sig
Pladeselskabernes brancheforening IFPI sidder ikke ved forhandlingsbordet i forbindelse med TDC Play. De enkelte pladeselskaber har selv forhandlet en aftale på plads med TDC Play. Men IFPI bliver alligevel en del af konflikten, da brancheforeningen nu har bedt Ophavsretslicensnævnet om lov til at træde ind som støtte til TDC i den kommende sag.
”KODA’s betalingskrav truer med at stoppe en af de to vigtigste musiktjenester, vi har på det danske marked: TDC Play. Det kan vi naturligvis ikke stiltiende sidde og se på, og derfor ønsker IFPI at indtræde i sagen til støtte for TDC, som med TDC Play har haft stor betydning for udviklingen af det danske digitale marked gennem de seneste par år. Det er højest udsædvanligt, at IFPI blander sig i en sag, der implicerer en anden af musiklivets organisationer, som vi i andre sammenhænge har et glimrende samarbejde med. Men en af IFPI’s vigtigste opgaver er nu engang at udvikle markedet. Og så kan vi ikke bare sidde med hænderne i skødet, når nogen prøver at sætte udviklingen i stå - uanset hvem det er,” siger Henrik Daldorph, formand for IFPI.
IFPIs indtræden i sagen kan ses som en fortsættelse af ordstriden mellem netop KODA og IFPI, der generelt er uenige om, hvordan kunstnere skal aflønnes for download af musik. For eksempel på Spotify. En debat der brød ud i år.
Der er seks millioner sange i Plays databaser, og KODA er indvolveret i hovedparten af musikken, da organisationen også varetager musikrettigheder på vegne af sine udenlandske søsterorganisationer.