Efter længere tids rygter om forestående prisnedsættelse på spilkonsollen Nintendo Wii har den japanske producent nu officielt sat prisen ned fra 249 til 199 dollar i USA. Den officielle pris for Wii i Europa ligger stadig på 250 euro, men ventes også nedsat til 199 euro.
Både Sony og Microsoft har sænket priserne for deres konsoller i den seneste tid – PS3 kan nu købes for 299 dollar og Xbox 360 med 120 GB harddisk sælges for samme pris.
Det kan være en af årsagerne til, at Nintendo nu har valgt at sænke Wii-prisen – som ellers har været uforandret siden lanceringen i 2006.
Wii er fortsat den bedst sælgende af de tre konsoller, men salget er alligevel halveret i år. Nintendo solgte 2,2 mio. konsoller i årets andet kvartal mod 5,1 mio. i samme periode sidste år.
Nintendo har ikke ændret på Wii-pakkens indhold, der fortsat omfatter Wiimote og Nunchock controllere og Wii Sports spillet.