Microsoft ville binde Yahoo på hænder og fødder. Sådan lyder budskabet i et brev til aktionærerne, som Yahoos administrerende direktør, Jerry Yang, og bestyrelsesformand, Roy Bostock, har forfattet. Det skriver Wall Street Journal.
Yahoo-topfolkene forsvarer beslutningen om at afvise en søgeaftale med softwaregiganten ved at sige, at handlen ville have hjulpet Microsoft, men skadet Yahoo.
Ifølge brevet ville Microsoft have vetoret over et salg af Yahoo, der ville gå til anden side end softwaregiganten selv. I tillæg ville Yahoo være låst i en 10 år lang, eksklusiv søgeaftale med Microsoft.
»Vores bestyrelse og management gjorde et fantastisk forsøg - og indledte dybe forhandlinger - for at frembringe et rimeligt tilbud fra Microsoft, som gav mening strategisk såvel som finansielt for Yahoo, men uden succes,« skriver Yang og Bostock.
Brevet forsvarer samtidig Yahoos søgeaftale med Google, der ifølge Yang og Bostock giver »den rette strategiske balance« i firmaets forsøg på at være »start-sitet for de fleste internetbrugere«.
Ifølge Wall Street Journal forsøger den nuværende Yahoo-bestyrelse at sende signaler om, at de er den rette sammensætning af ledere, som er parate til at gøre, hvad der er bedst for firmaet. Den 1. august venter nemlig den årlige generalforsamling, hvor den omstridte investor Carl Icahn - efter eget udsagn - vil forsøge at kuppe bestyrelsen for at erstatte dem med egne, håndplukkede folk.
Det er ikke lykkedes for Wall Street Journal at få en kommentar fra Carl Icahn.