Hvor mange penge skal du have tilbage i Skat?
Det spørgsmål har mange danskere ønsket at få svar på i weekenden, men mange har skullet ud på en lille omvej, fordi de i sin tid ikke har indhentet et certitikat, der gør det muligt at bruge deres NemID sammen med en offentlig hjemmeside.
"Der var tryk på supporten, der var ventetider, og det var ikke uventet," oplyser Jette Knudsen, kommunikationschef for DanID.
Nogle danskere har fået den digitale nøgle gennem hjemmesiden NemID.nu. Andre har fået NemID gennem banken, og af disse har omtrent en fjerdedel ved oprettelsen sagt nej til til at få udstedt et OCES-certifikat. Det står for "Offentlige Certifikater til Elektronisk Service" og betyder kort og godt, at borgeren kan bruge sin NemID til sider som Skat.dk, Borger.dk og Minsu.dk. Certifikatet kræves, fordi borgeren skal godkende de vilkår, som følger med.
I løbet af weekenden har DanID derfor måttet udstede 148.000 OCES-certifikater. Det er mere end fire gange så mange som sidste weekend, hvor DanID udstedt 32.000 certifikater.
Udstedelsen af et OCES-certifikat sker for flertallet relativt nemt. Når man forsøger at logge sig på, vil man blive oplyst om, at man mangler et OCES-certifikat, og man bliver derefter guidet igennem oprettelsen. Nogle vil blive bedt om at identificere sig med oplysninger fra ens pas.
Borgere, som har oprettet NemID direkte via NemID.nu, har allerede ved oprettelsen automatisk fået et OCES-certifikat.