Softwarevirksomheden NextUs har i samarbejde med Moore Stephens Danmark udviklet et Excel-baseret system, som skal gøre det lettere for revisorer at kvalitetssikre deres arbejde. MS-Rev hedder nyheden.
Det har været afgørende at få udviklet et Excel-baseret system, da revisorer i dag anvender netop denne Microsoft-software i stort omfang, fortæller parterne. Kvalitetssikringsløsningen fra NextUs skal desuden ses i sammenhæng med en ny revisorlov, der trådte i kraft 1. september i fjor, og som overgav kvalitetskontrollen til Revisortilsynet, hvorefter alle revisorer i Danmark skal kvalitetskontrolleres hvert fjerde år.
»For revisorvirksomheder kan det være endog overordentlig vanskeligt at følge med i samtlige lovkrav og sikre sig hundrede procent mod overraskelser i udførelsen af det offentlige hverv. Det er netop denne sikkerhed, som vi kan levere med det nye produkt. En sikkerhed, der bliver efterspurgt, og som garanterer at revisoren kan koncentrere sig om at hjælpe sine kunder frem for at bruge tiden på at studere lovtekster,« udtaler Asbjørn Riise, administrerende direktør i NextUs.
NextUs forventer at sælge MS-Rev til 200 revisionsvirksomheder de næste to til tre år.
NextUs blev etableret i 1996 og overtog i 2001 Lotus Notes-konsulenthuset CrossWare.