Sidste år blev der omsat for mere end 4 milliarder kroner og alene i de to første kvartaler af 2004 løb internet-salget op i 2,9 milliarder kroner. Det siger Foreningen for Dansk Internethandel, ifølge Berlingske Tidende.
Bestyrelsesmedlem i foreningen, Gert Birnbacher, vurderer, at årets samlede omsætning vil overstige 10 milliarder kroner, og at en omsætning på omkring 50 milliarder kroner ikke ligger langt ude i fremtiden.
Det er dog ikke alt, der egner sig til at blive solgt over nettet. Det er primært varer, som det er nemt og billigt at distribuere, der sælger. Det gælder mobiltelefoner og digitalkameraer, mens lettere forgængelige varer, for eksempel dagligvarer, er vanskeligere at afsætte.
»Bestilling og pakning er én ting, men det koster voldsomt meget at bringe en vare det sidste stykke ud til en forbruger. For dagligvarer kommer desuden praktiske problemer som køling. Post Danmark kan levere en enhed til døren til en fornuftig pris, men de skal heller ikke holde brevene kolde,« siger Gert Birnbacher til Berlingske Tidende.
Han skelner mellem blød og hård e-handel. Blød e-handel er et køb af et produkt, hvor forbrugeren orienterer sig på nettet inden købet, mens hård e-handel er køb direkte på nettet.
»Langt hovedparten af hushandler i Danmark er blød e-handel. Stort set alle hushandler starter med, at køberne orienterer sig på nettet, og det samme gælder brugtbilhandler. Hård e-handel omfatter primært it-tilbehør, mobiltelefoner og digitalkameraer. Disse produkter er ikke blot nemme at distribuere, de har også en en forholdsvis høj værdi pr. ordre.«
Det er dyrere at levere dagligvarer til døren og konkurrencen på dagligvareområdet gør ikke vilkårene for e-handel bedre. Således måtte dagligvarekæden ISO lukke deres internet-forretning i 2002. At det dog kan lade sig gøre at sælge dagligvarer på nettet, er aarstiderne.com og Coop eksempler på.
Coop tilbyder som den eneste større dagligvarekæde, at kunderne hjemmefra kan bestille og derefter hente varerne i en af Coops omkring 1.100 butikker.