Ip-telefoni uden internet? Det lyder som en selvmodsigelse, men østrigske Jajah har udviklet en tjeneste, hvor begge samtaleparter kan bruge almindelige telefoner eller mobiltelefoner - og det er ikke nødvendigt at koble en eller begge telefoner til nettet.
Helt slipper man nu ikke for at gå på nettet. Ideen er nemlig, at den, der ringer op, går ind på tjenestens hjemmeside og indtaster sit eget nummer og modtagerens nummer, hvorefter begge bliver ringet op af Jajah.
Det danske månedsblad Mobil har testet tjenesten og konstaterer at lydkvaliteten er tilfredstillende. Der er en lille forsinkelse, men ikke noget, der for alvor kan ødelægge fornøjelsen.
De første fem minutter er gratis for nye kunder, ellers koster det eksempelvis 14 øre i minuttet at ringe til USA. I modsætning til andre ip-telefoni-tjenester stilles der ingen krav til båndbredde, fordi nettet udelukkende bruges til at starte samtalen; derefter kan man slukke computeren.
Jajah er også konkurrencedygtig på indenrigs-priserne. Prisen for opkald mellem danske fastnet-telefoner er 16 øre i minuttet og dermed betydeligt lavere end TDC's pris i dagtimerne. Der skal heller ikke betales opkaldsafgift.
Firmaet Jajah modtog i februar en kraftig finans-indsprøjtning fra det amerikanske venture-selskab Sequoia Capital, der også har investeret i Yahoo, Google, Cisco og Apple.
Sequoia Capital har overtaget 40 procent af aktierne i selskabet for et ukendt beløb, der angiveligt skulle være højere end den investering på to millioner dollar, som selskabet i sin tid foretog i Cisco.
I forbindelse med handlen er firmaets hovedkvarter flyttet fra Wien til Silicon Valley, hvor Jajah nu flytter ind i Googles gamle hovedkvarter.
Jajah har i øjeblikket 25 medarbejdere fordelt over flere lande; serverparken står i Irland og produktudviklingen blev for et stykke tid siden flyttet til Israel, hvor den 33-årige ICQ-opfinder Jair Goldfinger er hyret som teknologichef.