Skandinavien og Europa har fejlsatset på det mobile internet. I stedet har USA overtaget positionen som det ledende mobilland. Det er dette marked de førende mobilproducenter nu satser på.
Da WAP-optimismen var på sit højeste var Skandinavien verdens mobilnavle og de internationale investorer kastede penge i grams til alt, hvad der lugtede af Skandinavien. I dag erkender alle, at WAP var et flop.
Indførelsen af GPRS har endnu langt fra indfriet forventningerne og UMTS-udbygningen bliver meget dyrere end nogen havde troet på forhånd. Derfor er USA udpeget som det nye mobilparadis. Det er her udviklingen af nye mobile tjenester foregår, og det er her investorerne bruger pengene, skriver Wall Street Journal.
I løbet af de sidste to år har investorerne brugt over 100 milliarder kroner på amerikanske udviklingsvirksomheder. Til sammenligning har europæiske udviklingsfirmaer kun modtaget omkring 35 milliarder kroner i kapitaltilførsel.
Selv Ericsson har kastet sin kærlighed på USA. Ericssons venture-virksomhed har vurderet i alt 400 virksomheder og heraf er kun en tredjedel europæiske. Indtil videre har den svenske telegigant investeret i tre selskaber, der alle er amerikanske.