Salget af Microsofts Xbox 360 er fordoblet i Europa inden for den seneste måneds tid. Det skriver itavisen.no, der samtidig sætter lighedstegn mellem spillekonsollens prissænkning den 14. marts og den seneste måneds flotte salgstal.
Ifølge Microsoft er Xbox 360 nu nummer ét i det såkaldte EMEA-område (Europa, Midt-Østen og Afrika) med en markedsandel på 42 procent.
Samtidig fremhæver it-giganten, at Xbox-ejerne i gennemsnit køber syv spil per maskine. Tallene for ejere af PS3 og Wii ligger på henholdsvis 3,8 og 3,5.