Internetportalen Yahoo løfter nu sløret for en ny service, som man i øjeblikket er ved at teste. Services hedder »Yahoo Search Subscriptions« og tilbyder, at man kan søge på internetsider, der ellers er skjult bag kodeord. Det skriver Wired.
Den nye tjeneste kommer samtidig med, at Yahoos konkurrenter Google og Ask Jeeves vil give det søgende folk mere information, fra blandt andet bøger, weblogs, videnskabelige journaler til nyheder, produkter, billeder og video.
Yahoo Search Subscriptions gør det muligt at søge på flere forskellige online abonnementsservices fra en enkelt søgeboks.
Brugere kan se indhold fra de abonnementstjenester, de er tilmeldt, mens andre vil have mulighed for at betale for at se indholdet.