10 år med gratis DNS

Det startede ved et tilfælde på Samsø. Men kineserne og russerne har også fået øjnene op for GratisDNS.

Det er 10 år siden, at Peter Larsen i stædighed og tilfældighed kom til at starte GratisDNS.dk. Et tilfælde der har vist sig at være en ret god ide.

Den efterspurgte tjeneste har samtidigt gjort hans lille tremandsfirma, Larsen Data, til en af de største forhandlere af domæner i Danmark.

Men tilbage til 2001.

“Jeg sad på Samsø og skulle bruge en hjemmeside til min restaurant, som jeg stadig arbejder i hver sommer. På det tidspunkt mener jeg, at TDC tog 1.300 kroner for DNS, og det gad jeg ikke at betale,” siger Peter Larsen.

“Så jeg fandt nogle ting, som jeg syntes virkede, og så hackede jeg det sammen. Så havde jeg en ven, der havde en smørrebrødsforretning, som også gerne ville have en hjemmeside. Derfor gjorde jeg sådan, at man kunne bruge tjenesten ved at logge sig på, og så glemte jeg ellers alt om det hen over sommeren, hvor vi havde travlt i restauranten,” fortæller Peter Larsen.

Og da han loggede sig på i sensommeren, var der pludselig 1400-1500 brugere af det, som nu er GratisDNS.

Antallet er sidenhen vokset og vokset. Ikke mindst fordi det i udlandet har rygtes, at der i Danmark findes en gratis DNS-udbyder. For eksempel har 1338 russiske brugere selv fundet vej, og nogle ihærdige kinesere har lavet en kinesisk manual til, hvordan man opretter sig på GratisDNS.

Hverken russere, kinesere eller danskere betaler for tjenesten. Indtægterne kommer fra domænesalg, certifikatsalg og support. Og naturalier:

"Det er ikke sjældent, at vi får flødeboller eller kage tilsendt," siger Peter Larsen med et smil.


Servere i klædeskabe

Restauranten Lille Bjørn på Samsø eksisterer stadig. Men Peter Larsen er flyttet til København og driver GratisDNS sammen med Kristian Ørmen og ungdomsvennen Anders Gammelmark.
Det er trods alt lidt mere sikkert at drive firma dér end på Samsø, hvor Larsen har oplevet, at fiberkabler bliver revet, når kartoffelsæsonen går i gang.

Der skal mere end kartoffelplove til tage pusten fra de navneservere, som danner grundstenen til GratisDNS. De er placeret rundt omkring i verden - for eksempel Amsterdam og Washington. En af dem anvender endda anycast, så forespørgslerne kan ske på mange forskellige geografiske placeringer.

I de tidlige dage var der ikke råd til samme stabilitet. Der blev GratisDNS drevet af servere placeret hjemme hos gode venner af huset.

“Det var nogle mennesker, jeg havde mødt i open source-miljøet. De sad enten på ADSL eller ISDN, så en af dem begyndte at beklage sig voldsomt, da hans forbindelse på 768 kbit/s op var fuldstændig fyldt ud af DNS-trafik,” griner Peter Larsen.


Landets grimmeste hjemmeside

Mange ting har ændret sig siden den gang. Den orange hjemmeside, som først i det 10. jubilæumsår har fået et tidssvarende udseende.

“Jo, den har faktisk ændret sig i løbet af tiden, men den er bare gået fra at være “ultra-grim” til “hvem-fanden-har-lavet-den-her-side”-grim,” siger Peter Larsen og indrømmer, at det nok er lysten til at lave alt selv, der har resulteret i nogle æstetiske kompromiser.

“I lang tid har det også været vores øverste spørgsmål i vores FAQ. Hvorfor er hjemmesiden orange? Og svaret er jo bare, at orange er en dejlig farve,” siger Anders Gammelmark småfnisende og fortsætter.

“Men vi har jo skrevet, at vi fralægger os ansvaret for designet, fordi det er formet i modellervoks af en blind ungarnsk undulat,” siger han, mens de to kollegaer bryder sammen af grin.

I de 10 års levetid har de tre drenge også opbygget et ry som seriøse og kompetente på deres lille nørdede boldbane. De påstår selv, at DK Hostmaster og konkurrenter i branchen af og til henviser deres kunder til GratisDNS, hvis de ikke selv kan svare på spørgsmål.

De har også opbygget et netværk, der kan få tingene til at ske. De er gode venner med den tyske gynækolog, som har retten til for 45.000 kroner stykket at sælge de namibiske .na-domænenavne. De ved, hvor i Havana man møder op med sin kuvert med kontanter, hvis man vil have et cubansk domæne, og de kan hjælpe dig med at få et domæne på Sandwich-øerne.

Kendskabet kommer fra ICANN-møder, hvor GratisDNS i mange år har været en fast dansk repræsentant. Peter Larsens egen rejsekalender viser 117 rejsedage sidste år. Det sker også, at de alle tre drager ud i verden samlet.

Da det islandske domæne blev åbnet for udenlandske forhandlere i 2008, købte de tre flybilletter til øen udelukkende for at småsnakke og drikke øl med den lokale registry. Det blev til 24 timer i Reykjavik.

“Vi endte med at få dem til at lave emailfelter i deres registrantformular og nogle ændringer i deres automatiske systemer,” siger Kristian Ørmen, der også har været med til at introducere det grønlandske domæe til EPP.

Hvorfor er det så vigtigt for jer at blande jer på den internationale scene?

“Jeg tror bare, at vi interesserer os for, hvad der sker i vores baghave, og så brænder vi alle tre for det her lille område af branchen. Der er selvfølgelig et businessaspekt i det, når vi rejser til Island, men det handler om den gode tone og at skabe relationer. Og hvis vi kan spare nogle tekniske udviklingstimer, fordi tingene bliver standardiseret, så kan sådan en rejse hurtigt tjene sig hjem,” siger Anders Gammelmark.


Dydsmønstre

De mange udlandsrejser har også givet de tre danske et ry som rene dysmønstre i forhold til deres udenlandske kollegaer.

Mange af dem tjener nemlig mange penge på at lægge reklamer på udløbne domæner (parkingpages), oprette ventelister eller sælge domæner på auktioner.

"Alt det der gør vi slet ikke. Hvis et domæne udløber, så sletter vi det rent faktisk. Det har de lidt svært ved at forstå ude i verden," siger Peter Larsen.

"På et ICANN-møde blev jeg introduceret til en fyr, som sælger parkingpages. Han begyndte straks at foreslå et samarbejde, men fyren, der havde introduceret os, afbrød. Jeg har kun introduceret dig til Peter, fordi han er en sjov og god mand at kende, du kommer aldrig til at lave forretning med ham. Glem det!"




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Alfapeople Nordic A/S
Rådgivning, implementering, udvikling og support af software og it-løsninger indenfor CRM og ERP.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Identity Festival 2025

Er du klar til en dag, der udfordrer din forståelse af, hvad Identity & Access Management (IAM) kan gøre for din organisation? En dag fyldt med indsigt, inspiration og løsninger, der sætter kursen for, hvordan vi arbejder med IAM i de kommende år.

05. marts 2025 | Læs mere


Tech Transformation Trends 2025

Tech Transformation Trends er konferencen, hvor vi sætter fokus på de helt store Danske virksomheders digitale transformationer og måden de driver virksomhed på. Dagen byder på cases og vidensdeling, der vil give inspiration som kan være med til at løfte din strategi og navigere i fremtidens digitale landskab.

06. marts 2025 | Læs mere


Få fuldt udbytte af din Microsoft Dynamics 365 FO løsning

Få inspiration fra to spændende cases og viden om de tendenser, der giver dig helt nye muligheder for at optimere forretningen med Dynamics 365 FO.

13. marts 2025 | Læs mere






White paper
Sikkerhed gjort enkelt: Beskyt din virksomhed direkte i browseren