»3.mands-lager-reglen er problematisk. Når man pludselig kan angive alle varer, som ens leverandør har på lager, så giver det ikke noget reelt billede af leveringstiden på varen. Edbpriser.dk er ved at nedlægge deres egen troværdighed,« siger SHG.dk-chefen Thomas Falborg.
Muligheden for at angive 3.mands-lager presser ifølge Thomas Falborg dem, der reelt har et stort fysisk lager. De binder mange penge i lageret, men de kunder, der surfer forbi Edbpriser.dk kan ikke se, om det er hos forhandleren eller hos dennes leverandør, varen er på lager, og derfor udmønter et stort forhandler-lager sig ikke i en konkurrencefordel.
Thomas Falborg kender ikke Edbpriser.dk's begrundelse for at indføre den nye regel, men for ham at se, er konsekvensen klar: »Reglen sætter Edbpriser.dk's kvalitet over styr. Det virker som om de går mere efter kvantitet end efter kvalitet, og som om de vil have alle forhandlere med for enhver pris.«
Falborg synes prisprotalen burde satse mere på kvalitet. Det kunne ske ved at lave mere restriktive regler og håndhæve dem mere konsekvent. Falborg foreslår desuden, at Edb-priser.dk for eksempel kunne sætte prisen for at være med op. Det ville sortere de mindste og de mest useriøse forhandlere fra.
Trods kritikken lægger Thomas Falborg ikke skjul på, at Edb-priser.dk er vigtig for forhandlere som SHG.dk.: »Vi er afhængige af Edbpriser.dk. Uden dem ville mange af os slet ikke eksistere, og der er ingen reelle alternativer,« erkender SHG.dk-bossen.
Det har endnu ikke været muligt at få en kommentar fra Edbpriser.dk. Carsten Bang der er direktør for Retail Net-Commerce System, der står bag Edbpriser.dk, er gået på sommerferie.