De fleste Android-mobiltelefoner har en forældet version af det mobile operativsystem, som mangler nye funktioner og ikke kan afvikle vigtige applikationer. Det fremgår af en analyse, som Google selv har foretaget. I to uger frem til den 3. maj har Google samlet data fra alle telefoner der er brugt til at gå på Android Market.
Resultatet er, at Android 1.5 eller 1.6 er installeret på 66 pct. af telefonerne, mens Android 2.0, 2.0.1 eller 2.1 kun findes på 33 pct. En meget lille andel – 0,1 pct. - har stadig Android 1.1.
De mange Android-telefoner med version 1.5 og 1.6 kan typisk ikke opgraderes til Android 2.1 – i hvert fald ikke officielt – og det betyder at brugerne er efterladt med et operativsystem, som ikke kan køre mange af de nye applikationer.
Det gælder eksempelvis for den officielle Twitter-klient, som kun understøtter Android 2.1 og nyere versioner.
Men også de mange vigtige forbedringer i de nye Android-versioner – ikke mindst i browseren – er ikke tilgængelige for to tredjedele af Android-brugerne, som hænger fast i version 1.5 eller 1.6.
Der er kun få producenter af Android-telefoner, som tilbyder firmware-opgraderinger til den nyeste version af operativsystemet. En af dem er Motorola, som har en Android 2.1-opgradering til sin Milestone-model.
Men de samme producenter sælger også stadig nye telefoner med Android 1.5 eller 1.6, som Motorolas Backflip, Garmin-Asus Nüvifone A50 og Sony-Ericssons Xperia X10 mini.
Den eneste mulighed for mange Android-brugere er at hente en uofficiel firmware-opgradering til deres telefon fra nettet – men det medfører altid risiko for, at telefonen ikke fungerer længere og garantien ryger.
Google arbejder angiveligt på en løsning, hvor man kan købe og downloade Android-opdateringer gennem Android Market, men det er uklart hvornår dette kommer på plads.